Palliation

Her kan du få mere viden om den fælles grundlæggende menneskeopfattelse bag hospicetankegangen og palliation. Du kan få nærmere viden om palliation, hvad formålet med palliativ behandling er, og hvad den kan indebære. Du kan også læse Det Etiske Råds overvejelser om den palliative indsats i Danmark.

Indledning

Målet på en sygehusafdeling er helbredelse. Når helbredelse ikke længere er mulig, ændres målet for den medicinske behandling, og lindrende behandling kommer i fokus. Målet for den lindrende behandling er opnåelse af livskvalitet i den sidste tid og dermed mulighed for at gøre denne tid mindre lidelsesfyldt og mere fredfyldt.

Som følge af stigende levealder samt bedre diagnostik og behandlingsmuligheder er der i dag flere, der lever længere tid med en uhelbredelig sygdom, fx en kræftsygdom, end tidligere.  Det har ført til en stigning i antallet af patienter, som har behov for palliativ (lindrende) behandling, og en del patienter modtager palliativ behandling længe – nogle endog i årevis.

Palliation er et relativt nyt fagfelt inden for sundhedsvæsenet og supplerer det rent medicinske og kliniske blik på dødsprocessen, dødens indtræden og sorgen. Den palliative indsats retter sit fokus mod lidelse og det lidende menneske.

Om palliation

Palliation

Begrebet palliation kommer af det latinske pallium, der betyder kappe eller tæppe. Brug af begrebet refererer til det symbolske tæppe af lindring og menneskelig omsorg, der i speciel grad er behov for, når et menneske rammes af en uhelbredelig, livstruende sygdom. Det skal illustrere, at hele patienten skal beskyttes og have omsorg – en samlet omsorg for både legeme og sjæl.

Palliation er nært forbundet med hospicetankegangen, da de udspringer af en fælles menneskeopfattelse.

Hospicefilosofiens menneskesyn

Hospicetanken og den dertil knyttede palliative indsats kan siges at bygge på et bestemt menneskesyn eller en bestemt hospicefilosofi, som en af stifterne af bevægelsen, Cicely Saunders, formulerede på følgende måde:

“You matter because you are you, and you matter until the last moment of your life. We will do all we can, not only to help you die peacefully but to help you live until you die.[1]

Ifølge cand.cur. og sygeplejerske, Kirsten Kopp, medfører dette, at det palliative plejepersonale bør have et bestemt fokus på det menneske, de møder i deres praksis:

”Det vigtigste er, at den syge oplever at blive mødt som et helt menneske og ikke bare som en diagnose eller nogle symptomer. Det vil sige, at det er vigtigt at møde den anden som et menneske, der har levet et liv, har en personlighed, en familieskæbne, nogle vaner, interesser, normer og et hverdagsliv, som de fleste faktisk har haft glæde ved. En livshistorisk samtale med patienten kan netop uddybe disse aspekter, og indsigten i dem giver grundlag for planlægning og samarbejde, og de kan sikre den individualitet, der er så vigtig for at begribe den syges fortid og nutid samt de håb om fremtiden, som den syge og familien bærer med sig.[2]

At den palliative indsats skal opfattes som en meget bred form for indsats fremgår også af WHO’s definition fra 2002, der her citeres i dansk oversættelse fra Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for den palliative indsats[3]:

”Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.”

Den palliative indsats består med andre ord ikke nødvendigvis først og fremmest af medicinsk sygdomsbehandling, men skal også omfatte psykologisk og åndelig omsorg for den syge, hvor samtalen og nærværet er det bærende i kontakten. Lidelse opfattes således også som lidelse i eksistentiel eller åndelig forstand, og hensigten med den palliative indsats er blandt andet at lindre denne form for lidelse, som kan have mange former alt afhængig af patientens situation, livssyn og fremtidsplaner. Der kan fx være tale om angst for at skulle dø; angst for selve dødsprocessen; vrede og magtesløshed i forhold til det grundvilkår, som døden udgør i menneskelivet; bekymring i forhold til, om de efterladte vil kunne klare sig selv; sorg over at skulle forlade sine kære; sorg over ikke at kunne færdiggøre sine livsprojekter og meget mere. 

Sygdomsbehandling og omsorg skal dog ikke opfattes som to helt forskellige former for indsats. Tværtimod vil de ofte være integrerede med hinanden fx på den måde, at et løfte om smertebehandling kan indgå som et af midlerne til at dæmpe patientens angst for dødsprocessen eller omvendt, at samtalerne med patienten om dennes bekymringer kan være med til at udpege, hvad den rigtige behandling er for netop denne patient.  

Den palliative indsats har som nævnt ovenfor ikke i sig selv et helbredende sigte, formålet er i stedet at lindre patientens lidelser i bred forstand, herunder naturligvis også fysiske lidelser i form af fx smerte, kvalme eller vejrtrækningsproblemer. Tidligere forstod man det sådan, at den palliative indsats først satte ind, når sygdomsorienteret behandling som for eksempel kemoterapi blev opgivet. Sådan opfatter man det ikke længere, idet den palliative indsats anses for at kunne finde sted parallelt med aktiv og sygdomsrettet behandling.[4] Hvornår palliativ indsats kan komme på tale, afgøres derfor ikke kun af, hvor i sygdomsforløbet patienten anses for at befinde sig. Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for den palliative indsats, er det i stedet patientens behov, der er afgørende for, hvornår indsatsen påbegyndes.

Det fremgår af Det Etiske Råds udtalelse, Åndelig omsorg for døende fra 2002, at der er mange vanskelige dilemmaer knyttet til den palliative indsats, som det blandt andet af den grund er vanskeligt at opstille retningslinjer for udøvelsen af.

Som sundhedsperson skal man som udgangspunkt udøve omsorg ud fra en imødekommelse af det perspektiv, patienten selv har i forhold til sin situation og sin forståelse af, hvad der er godt for ham eller hende. Sundhedspersonen skal således bestræbe sig på at respektere patientens grænser og integritet, ligesom det er patientens værdier og håb for fremtiden, der skal være bærende for indsatsen.

Men der vil ofte være noget grænseoverskridende knyttet til dette at yde åndelig omsorg, fordi man som omsorgsgiver er nødsaget til at spørge ind til forhold, som er meget personlige og derfor normalt opfattes som private. Det er således ikke forhold, man normalt udfritter andre om, medmindre man på forhånd indgår i en særlig relation til dem som fx i et venskabs- eller kærlighedsforhold. Dette kan i sig selv skabe en vis forlegenhed i forhold til at yde omsorg, men dertil kommer, at der er mange forskellige bud på, hvordan omsorgen skal ydes for at gavne patienten mest muligt. At yde omsorg kan derfor i nogle tilfælde involvere mindst to store udfordringer: (1) at overskride patientens privathedssfære, og dette endda (2) uden at have sikkerhed for, at man kan yde en omsorg, patienten værdsætter. Den første udfordring – overskridelsen af privathedssfæren - er også knyttet til de fleste former for medicinsk behandling, men ofte er der her en større viden om, hvilken behandling der rent faktisk vil gavne patienten. Dette er dog heller ikke altid tilfældet i denne situation.

Åndelig omsorg ydes af flere forskellige faggrupper som fx sygeplejersker, læger, psykologer og sygehuspræster, hvilket måske er medvirkende til, at der er mange forskellige bud på, hvilken måde omsorgen kan eller skal udøves på. Der skal ikke her gives en nærmere og mere udtømmende beskrivelse af disse forskellige bud.

Ifølge sygehuspræst, Christian Busch, Rigshospitalet, ændrer patienternes oplevelser og lidelsesformer sig over tid. På et møde på Rigshospitalet med Det Etiske Råds arbejdsgruppe om etik ved livets afslutning fortalte Christian Busch således, at det for nogle årtier siden var almindeligt, at døende patienter undrede sig over deres skæbne og stillede spørgsmålstegn ved det rimelige i, at denne skæbne overgik netop dem – og om deres egen skyld i forbindelse med sygdommen. Mange fandt dette uretfærdigt og følte sig derfor forbitrede eller vrede. For vor tids mennesker er det største problem ifølge Christian Busch i stedet, at døden betyder afslutningen af de planer og projekter, mennesket er i gang med og har bygget sin identitet op omkring. I den forstand medfører døden et tab af kontrol, som for mange er ubærligt og giver anledning til overvejelser om, hvorvidt de har været gode nok til at forvalte deres liv. Hvor de tidligere talte om skyld, taler de mere om ansvar og skam i dag. At lidelsesformerne på denne måde kan ændre sig og altså også har en kulturel dimension, gør det naturligvis ikke lettere at yde palliativ omsorg ved livets afslutning.

Palliation i det danske sundhedsvæsen

Den palliative indsats leveres af forskellige sygehusafdelinger, hospicer, praktiserende læger og hjemmeplejen.

Den palliative indsats i Danmark er bygget op omkring flere forskellige indsatstyper, som også rent fysisk udøver palliativ behandling og omsorg flere forskellige steder, herunder på hospice, på en særskilt palliativ afdeling på et sygehus, på en anden sygehusafdeling eller i patientens hjem. Også hos den praktiserende læge udøves der palliativ indsats, ligesom hjemmesygeplejerskerne er en del af denne indsats. Der er således tale om en meget sammensat praksis, som det ikke er enkelt at danne sig et samlet billede af.

Faser i den palliative behandling

Sundhedsstyrelsen definerer flere faser i den palliative behandling:

  1. En tidlig palliativ fase, som kan vare år, og hvor patienten typisk fortsat vil være i livsforlængende (evt. helbredende) behandling.
  2. En sen palliativ fase, der typisk varer måneder, og hvor helbredende behandling er ophørt. Der er fokus på lindring og livskvalitet.
  3. En terminal palliativ fase, der varer dage til uger, hvor patienten i den sidste tid er uafvendeligt døende. Fokus er på lindring.

Der skelnes i det danske sundhedsvæsen mellem basal og specialiseret palliativ indsats. Den basale palliative indsats udføres af personale, som varetager palliation som én af mange opgaver. Indsatsen foregår i almen praksis, i kommunalt regi (hjemmepleje, plejecentre) og på de fleste kliniske (ikke-palliative) sygehusafdelinger. Den specialiserede palliative indsats foregår ved regionale palliative teams, på palliative sengeafsnit på sygehusene og på hospicer, hvor palliation er kerneopgaven.

Den palliative pleje og behandling tager udgangspunkt i begrebet ”Total Pain”. Den palliative indsats tilrettelægges i tæt samarbejde med den syge og dennes nærmeste pårørende. Formålet med indsatsen er at fremme livskvalitet så vidt det er muligt ved at mindske de fysiske, psykiske, sociale og åndelige lidelser, der kan være forbundet med livstruende sygdom og død. Palliativ indsats er som følge af dette fokus tværfaglig.

Videnscenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA) blev oprettet i 2009 med det formål at sikre udvikling, høj faglig kvalitet og spredning af viden i den palliative indsats i Danmark.[5] På centerets hjemmeside beskrives den palliative indsats på følgende måde: 

  • tilbyder lindring af smerter og andre generende symptomer
  • bekræfter livet og opfatter døden som en naturlig proces
  • tilstræber hverken at fremskynde eller udsætte dødens indtræden
  • integrerer omsorgens psykologiske og åndelige aspekter
  • tilbyder en støttefunktion for at hjælpe patienten til at leve så aktivt som muligt indtil døden
  • tilbyder en støttefunktion til familien under patientens sygdom og i sorgen over tabet 
  • anvender en tværfaglig teambaseret tilnærmelse for at imødekomme behovene hos patienterne og deres familier, inklusive støtte i sorgen om nødvendigt
  • har til formål at fremme livskvaliteten og kan også have positiv indvirkning på sygdommens forløb
  • kan indsættes tidligt i sygdomsforløbet, i sammenhæng med andre behandlinger, som udføres med henblik på livsforlængelse, som for eksempel kemo- eller stråleterapi, og inkluderer de undersøgelser, som er nødvendige for bedre at forstå og håndtere lidelsesfyldte kliniske komplikationer.

Målgruppen for palliativ indsats er patienter med livstruende sygdomme og samtidige palliative behov og deres pårørende. Mange forbinder palliativ behandling med uhelbredelige sygdomme og stærke smerter. Sådan er det ikke mere. En palliativ indsats kan være relevant for alle patienter med livstruende sygdom.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i 2017 publikationen Anbefalinger for den palliative indsats.

Der er mest viden om palliative behov blandt patienter med kræft, og kræftpatienter udgør stadig en meget stor del af de patienter, der modtager specialiseret palliativ indsats.  Der er i dag et øgende fokus på tidlig palliativ indsats. At mange forbinder palliativ behandling med manglende håb og snarlig død kan imidlertid være en betragtelig barriere for en tidlig indsats. Du kan herunder høre interview med læge Lise Nottelmann, som arbejder med tidlig palliativ indsats i forhold til kræftpatienter.

Noter

[1] Citeret efter Kirsten Kopp: ”Hospicetanken” s. 50, s. 42-60 i Ved Livets afslutning – om palliativ omsorg, pleje og behandling, Red. Regner Birkelund, Aarhus Universitetsforlag 2011.

[2] Kirsten Kopp (2011) s. 53.

[3] Se Anbefalinger for den palliative indsats

[4] Se Mogens Grønvold: ”Definition af den palliative indsats”, kapitel 1 i Palliativ Medicin – en lærebog, red. Mette Asbjørn Neergaard og Henrik Larsen, Munksgaard 2015.

[5] Centerets hjemmeside, rehpa.dk; se fx også: En kortlægning af den basale palliative indsats på sygehusene, listeoversigt over specialiserede palliative enheder i DK, Tal og Fakta, Dansk Palliativ Database Årsrapport 2014. På Palliativguiden kan man få et overblik over de palliative tilbud i Danmark delt op på de enkelte regioner, se pavi.dk

Interview med læge Lise Nottelmann

Lise Nottelmann er læge og ph.d. studerende ved Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt, hvor hun er ansat ved det palliative team under Onkologisk afdeling (kræftafdeling). Lise forsker lige nu i det, man kalder tidlig palliativ indsats, som handler om, hvordan man kan bringe den palliative indsats ind sideløbende med det forløb, som kræftpatienter har i onkologisk ambulatoriet. Du kan herunder se interviewet med Lise, opdelt i tre små film.

Palliativ behandling

Lise fortæller i denne film om forskellige former for palliativ behandling. Du kan få indsigt i, at palliation ikke kun er smertebehandling, men en tværfaglig indsats som kommer omkring alle de dimensioner, der kan være forbundet med at skulle leve med alvorlig livstruende sygdom. Lise beskriver også, hvad tidlig palliativ indsats typisk består i. Lise fortæller, at de pårørende er en vigtig målgruppe for den palliative indsats, og hun beretter om de behov, som pårørende kan have i forhold til støtte og viden.

Den nødvendige samtale

Det er Lises erfaring, at med de mange meget hurtige behandlingsforløb og korte samtaler med forskellige læger og sygeplejersker, så får man ofte ikke rigtig taget hul på en snak med patienten om, hvor behandlingen er på vej hen. Hun kommer også ind på den vigtige kommunikation i forhold til, at aktiv behandling overgår til lindrende behandling, og det er Lises opfattelse, at patienter ved valget mellem livslængde og livskvalitet ofte ikke er tilstrækkelig klædt på. Hun mener ikke, at man som sundhedsperson skal forsøge at ”skærme” patienten og de pårørende mod viden om, hvor det bærer hen. Tværtimod mener Lise, at det kan skabe stor tillid, at den sundhedsprofessionelle også er i stand til at rumme patientens vanskelige situation. 

Perspektiver for tidlig palliation – politik og økonomi

Lise fortæller i denne film om den udvikling, som hun gerne ser, for den tidlige palliative indsats. Hun ser blandt andet gerne, at der allerede i lægeuddannelsen kommer fokus ikke kun på den sygdomsrettede behandling men også på den lindrende behandling. Hun mener, at en investering i disse former for behandling vil give bedre forløb og mere fornuftig anvendelse af ressourcer.

Etiske overvejelser om selvbestemmelse og palliation ved livets afslutning forside

Overvejelser om den palliative indsats i Danmark

Det Etiske Råd offentliggjorde i 2016 en udtalelse om ”Etiske overvejelser om selvbestemmelse og palliation ved livets afslutning”. I udtalelsen diskuterer Det Etiske Råd nogle af de muligheder og udfordringer, der er forbundet med at sætte den enkelte persons værdier og ønsker i fokus i den sidste tid inden døden.

Du kan herunder læse en forkortet version af den del af udtalelsen, som handler om ”den palliative indsats i Danmark”. Du kan også læse hele udtalelsen

Det Etiske Råd gør sig i udtalelsen nogle overvejelser om den palliative indsats i Danmark og foreslår, at den udbygges, så palliativ behandling bliver et fuldgyldigt alternativ til livsforlængende behandling i den afsluttende fase i livet:

Det Etiske Råd anbefaler

Som en del af det samlede patientforløb skal der være bedre tilbud om palliativ behandling i ordenes fulde betydning, dvs. forstået som tidlig forebyggelse og lindring af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig karakter.

Om behovet for at inddrage den palliative indsats i behandlingsforløbet

Der findes flere undersøgelser, som indikerer, at der eksisterer et behandlingsparadigme i sundhedsvæsenet, som kan føre til, at patienter i livets sidste fase behandles i et omfang, som ikke er i deres egen interesse.

I en dansk undersøgelse fra 2013 gennemført af Palliativt Videncenter og Trygfonden fremgår det blandt andet, at der er et misforhold mellem, hvor danskerne ønsker at dø og den måde, vi faktisk dør på.[1] 5 % af de adspurgte tilkendegav således, at de ønskede at dø på et hospital, mens dette var det faktiske dødssted for 48,5 %. 55 % ønskede at dø i eget hjem, mens dette var det faktiske dødssted for 21,9 % – og endelig ønskede 27 % at dø på hospice, mens kun ca. 3 % faktisk gjorde det.

Et andet interessant tema i undersøgelsen er ønskerne i forhold til afvejningen mellem livslængde og livskvalitet:

”81 % af danskerne svarer, at god livskvalitet er vigtigere for dem, end at leve så længe som muligt. 5 % svarer, at det er vigtigst for dem at leve så længe så muligt. Den store gruppe af danskere, der angiver, at kvalitet i livet er vigtigere end længere levetid, kan tale for, at den lindrende indsats anses for vigtigere end en indsats, der kun har til formål at forlænge levetiden.”

Et væsentligt tema i forhold til afvejningen mellem livslængde og livskvalitet er, hvordan man taler om sygdom og sygdomsbehandling. Den måde, man taler på, kan i sig selv være med til at fastlægge behandlingens formål og fokus. Et meget anvendt udtryk er for eksempel, at man omtaler behandlingen som en kamp mod sygdommen. Metaforen ”kamp” indgår eksempelvis i standardvendinger som ”kampen mod kræften”, ”sygdomsbekæmpelse”, ”kampen for at overleve” osv. Der er ikke noget forkert i denne måde at tale på, men det er på den anden side vigtigt at være opmærksom på, at den kan være med til at fastlægge et fokus, der ikke altid er hensigtsmæssigt. Hvis patienten og sundhedspersonalet er fanget ind af metaforerne og ser dette at bekæmpe sygdommen som den primære opgave, kan det fjerne fokus fra den døende patients hverdag og mulighederne for at få denne hverdag til at fungere på en meningsfuld måde i den sidste tid. Men på et eller andet tidspunkt i forløbet kan det være på sin plads at stoppe med at kæmpe og indstille sig på den forestående død. Livet skal ikke være en olympisk disciplin indtil det sidste øjeblik.

Palliativ behandling som alternativ og supplement til medicinsk behandling

Efter Det Etiske Råds opfattelse er det vigtigt, at den palliative indsats udgør et fuldgyldigt og fuldt udviklet alternativ til livsforlængende behandling. Hermed menes blandt andet, at det skal være muligt at få palliativ behandling og herunder også smertelindrende pleje i hjemmet for at imødekomme det ovenfor nævnte ønske fra mange patienter om at dø hjemme. Hvis alternativet til livsforlængende behandling på sygehuset er ”ingen behandling”, er tilskyndelsen til at vælge den behandling, der trods alt tilbydes, under alle omstændigheder stor. Netop derfor er det vigtigt, at der eksisterer et alternativt tilbud og ikke mindst, at patienten også gøres opmærksom på tilbuddet. Dette forudsætter naturligvis, at de relevante sundhedspersoner har fokus på de palliative muligheder og også selv betragter dem som et fuldgyldigt alternativ til andre medicinske behandlinger.

Dette sidste kan ikke nødvendigvis tages for givet på grund af det behandlingsparadigme, der som tidligere beskrevet ser ud til at være bygget ind i den medicinske praksis og primært er rettet mod sygdomsbehandling og ikke orienterer sig mod mulighederne for en bredere palliativ indsats. Det palliative perspektiv må på mange måder siges at være væsensforskelligt fra det rent medicinske perspektiv.

Det palliative perspektiv baserer sig som beskrevet på et blik for patienten som person, dvs. som et menneske med en række tilknytninger og engagementer, som giver tilværelsen mening og i sidste ende er afgørende for, om livet er værd at leve under de givne betingelser.

Omvendt kan man lidt forenklet sige, at det medicinske perspektiv i det mindste delvist baserer sig på det, man nedsættende har kaldt ”apparatfejlsmodellen”. Det vil sige en biomedicinsk sygdomsforståelse, hvor det lægefaglige personales opgave først og fremmest er at finde frem til fejlfunktionen i patientens organisme for derefter at forsøge at udbedre eller afhjælpe den.[2] Fokus er her primært på den rent fysiske organisme og ikke på patients livshistorie og værdier. Den biomedicinske sygdomsmodel er således let at forbinde med det behandlingsparadigme i lægevidenskaben, som er beskrevet tidligere i denne udtalelse.

Den palliative indsats skal naturligvis ikke blot udgøre et alternativ til medicinsk behandling. Ofte er der i stedet tale om, at de to behandlingsformer skal supplere hinanden også i den forstand, at hospicefilosofiens menneskesyn i højere grad end tilfældet er nu bliver en integreret del af den medicinske praksis. En udbygning af de palliative behandlingsmuligheder skal derfor også følges op af et forsøg på at ændre det fokus på behandling, som eksisterer i store dele af sundhedssystemet. Et godt sted at starte er måske i den sammenhæng ved de palliative enheder på de enkelte sygehuse. Flere sundhedspersoner fra Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet fortalte således under et møde med Det Etiske Råds arbejdsgruppe om etik ved livets afslutning om den betydning, det har at have opsøgende, palliative teams på de enkelte sygehuse. Samarbejdet mellem disse teams og de ansatte på afdelingerne er i sig selv med til at opbygge en viden om og en forståelse for det palliative arbejde og det perspektiv, dette arbejde bygger på, dvs. hospicefilosofien og synet på patienten som det hele menneske. En styrkelse af de palliative teams på hospitalerne må således antages også at styrke det bredere palliative perspektiv på et mere generelt niveau.

Økonomi og prioritering

Hvis den palliative indsats skal komme til at udgøre et fuldgyldigt alternativ og et supplement til medicinsk behandling, er det efter Det Etiske Råd opfattelse nødvendigt at udvikle og udbygge de palliative enheder. Dette kan næppe ske uden en forøget tilførsel af midler til området, men det er som nævnt vigtigt, at udbygningen foregår på en måde, der samtidig fremmer det palliative perspektiv på patienten som en person eller et helt menneske.

Det er ikke enkelt at svare på, hvordan disse formål mest hensigtsmæssigt kan fremmes på én og samme tid. I en kommentar til en undersøgelse udarbejdet i samarbejde mellem Syddansk Universitet, COHERE og analyseinstituttet Wilke præsenteres et interessant forslag. Det er, at man måske bør differentiere mellem livskvalitetsforbedringer og levetidsforlængelse ved vurdering af nye lægemidler til uhelbredelige sygdomsforløb. For øjeblikket indgår disse to parametre som ligestillede i regionernes forståelse af de principper for prioritering af sygehusmedicin, som Folketingets partier tilslutter sig.[3] Det interessante ved forslaget er, at det bygger afvejningen mellem livskvalitet og livslængde ind i en af de mest grundlæggende processer for sundhedssektorens virke, nemlig prioriteringsprocessen. Hermed skabes der gode muligheder for, at livskvalitetsperspektivet – og dermed et vigtigt aspekt af det palliative perspektiv – ikke går tabt. I en lettere udvidet version af de nævnte prioriteringsovervejelser kunne et forslag være, at det palliative perspektiv helt generelt og meget eksplicit burde være indbygget i de processer, der er afgørende for behandlingen i den sidste del af livet, herunder fx prioriteringsprocessen, beslutningsprocedurer, akkrediteringsstandarder og den nødvendige samtale med patienten.

Hvis den palliative indsats i Danmark i højere grad end tilfældet er nu bliver medtænkt i de grundlæggende prioriteringsprocesser, vil denne indsats formodentlig automatisk blive udbygget. I praksis er det imidlertid sjældent indlysende, hvordan der helt konkret skal prioriteres, hvad enten prioriteringen foregå på mikro- eller makroniveau. Dette hænger sammen med, at det er vanskeligt at opstille klare og anvendelige standarder for prioritering, som i sig selv fører frem til konkrete beslutninger om prioritering.[4] Beslutninger om prioritering har derfor altid karakter af at være et skøn, men efter Det Etiske Råds vurdering står det palliative område svagt og har behov for større bevågenhed rent prioriteringsmæssigt.[5]

Noter

[1] Se den samlede undersøgelse på pavi.dk. Eller se en kortere version af undersøgelsen med udvalgte resultater

[2] For en nærmere beskrivelse af den biomedicinske sygdomsmodel se Det Etiske Råds tekst Hvad er sygdom?

[3] Se regioner.dk

[4] Se fx Det Etiske Råds Etik og Prioritering i sundhedsvæsenet fra 2013 eller Prioritering i sundhedsvæsenet fra 1996

[5] Se Det Etiske Råd (1996): Prioritering i sundhedsvæsenet – en redegørelse for en beskrivelse af de dynamikker, som resulterer i, at det palliative område ofte nedprioriteres i forhold til andre områder som fx sygdomsbehandling på hospital.